439 Maurits R. Aarflot, 3.5.1889

Til Maurits Aarflot.
 
Gode Ven.
(Efter spredte Concepter og Optegnelser).
 
Det er vel knapt nok, om jeg nu i disse Tider kan skrive noget læseligt Brev, men alligevel faar jeg dog engang forsøge derpaa, og det har da ogsaa længe nok været forsømt. Det er nu over to Maaneder, siden jeg fik dit Brev, som jeg da var meget glad over, og som jeg ogsaa strax vilde have svaret paa, hvis jeg fik Pennen til at gaae. Men det pleier ikke at gaae heldigt med mine Arbeider i Vintertiden, og saa blev det da ikke heldigere denne Gang. Jeg blev nemlig ved Nyaars Tider angreben af en stærk Forkjølelse med langvarige Anfald af Krim og Hoste og anden Svaghed. Og denne Tilstand kom til at vare længe, saa at jeg først nu i de sidste Tider er nogenledes kommen i Stand igjen. Det slemmeste er, at det har faldt mig saa besværligt at skrive; thi saasnart jeg forsøgte derpaa, blev jeg saa skjælvhændt og fingerlam, at der aldrig kunde blive nogen ordentlig Skrift. Og saa har jeg da hellere ikke skrevet noget, siden i forrige Sommer.
 
I Begyndelsen af Vinteren eller nærmest for Juul havde jeg en lang Forretning sammen med Belsheim og Prof. Blix, da jeg nemlig maatte være med i et Eftersyn af den nye Landsmaals-Oversættelse af nogle af det nye Testamentes Bøger. Og senere have vi da ogsaa havt enkelte Møder i samme Anledning, hvortil der er gaaet megen Tid. Dette er nu altsammen godt og vel; men det slemme er, at mit eget Arbeide i al den Tid ligger ugjort. Jeg er ikke engang bleven færdig med en Afhandling, som jeg begyndte [paa] for vel to eller tre Aar siden og som skulde kaldes "Innkast i Røda um det norske Landsmaalet". Først nu i disse Dage havde jeg tænkt at forsøge paa en Fortsættelse deraf; men saa vil det vel gaae herefter som hidtil med Arbeidet, at det vil blive idelig forsinket ved daglige uventede Afbrydelser og Forhindringer, saa jeg aldrig kan faae den nødvendige Ro til saadant Arbeide. Imidlertid er jeg nu slet ikke sindet at give tabt og lade alle Forsøg fare.
 
Det var mig et stort Savn, at du ikke skulde komme igjen til Thinget, da jeg nu ikke har mange at snakke med her i Byen. De gamle holde sig mere for sig selv, og de unge tragte altid efter at komme bort fra Byen; desuden er nu Besøget af de unge ikke altid til Fornøielse, da de sædvanlig ere i stor Pengetrang, og deres vanlige Ærinde er at spørge, om man kan hjælpe dem med nogle "Kroner". Det er mig derfor en stor Lettelse, naar nogen af dem endelig kan faae sig en Bestilling, saa han kan hjælpe sig selv for en Stund. Men saa pleie de da ogsaa at blive borte med det samme, saa jeg ikke længere faar snakke noget med dem.
 
Hvad [jeg] nu ellers denne Gang først skulde skrive, var om det tidligere omtalte Laan til P. Nupen af de Penge, som jeg har tilgode i Voldens Sparebank. Da jeg seer, at den lille Pengesum nu er voxet saa vidt, at der kan være Raad til at afstaae noget deraf, saa vilde jeg gjerne overlade ham en Deel som kunde være ham til Hjælp i hans Forlegenhed. Rigtignok har jeg ogsaa fra andre Kanter faaet Begjæring om Hjælp, blandt andet fra Johan Stennæs eller Grøthol og nu nylig ogsaa fra min Søstersøn Ivar Melseth i Ørskoug som jeg dog syntes det ikke hastede saa meget med. Og det kan vel være, at nogen vil synes, at P. Nupen har faaet altfor meget; men da det nu denne Gang kan gaae under Navn af et Laan i Sparebanken, saa kan der da ikke synes at være noget urimeligt i det. Jeg er saaledes kun uvis om Formen for en Bemyndigelse til at udtage Pengene af Banken, da jeg er saa reent ukyndig i slige Forretninger og derfor altid er ræd for en Feil eller Forsømmelse. Rigtignok kunde jeg, som du ogsaa har tilraadet, lade det beroe med en kort Paategning i Kontrabogen, men saa var jeg ræd for, at jeg kunde gjøre nogen Feil derved, f. Ex. ved at sætte Paategningen paa urette Sted. Derfor har jeg da fundet paa at skrive et Slags Fuldmagt paa et Blad for sig selv, og dette Blad lader jeg da her medfølge til Benyttelse, hvis det skulde synes tjenligt.
 
Om vore Bekjendte her i Byen veed jeg ikke stort at fortælle, undtagen det, at A. Hovden er afreist herfra til Stockholm, hvor han har faaet en Bestilling (som Huuslærer eller noget sligt) hos Statsraad Liljedal. Det var nok hans Ven P. Sivle, som havde henledet Statsraadens Opmærksomhed paa ham, og dersom han nu kan beholde sin Stilling nogen Tid, vil det vist være en Lykke for ham. Han fik Budskab om, at han skulde komme strax, og saa reiste han da afsted netop til Paaskehelgen. Nu har jeg allerede faaet Brev fra ham, hvori han melder, at han befinder sig meget vel ved sin nye Stilling.
 
Men nu faar jeg da engang see til at blive færdig med dette Brev. Det er allerede otte Dage siden jeg begyndte derpaa; men saa har det stormet paa med uventede Forretninger og Udretninger; blandt andet gik en heel Dag hen med fornyet Revision paa nogle af de føromtalte Bibelstykker. Jeg ventede, at jeg skulde ialfald blive færdig til Gaarsdagsposten (altsaa igaar), men jeg blev det ikke og bliver maaskee ikke idag heller. Og saa er det denne daglige Plage af paatrængende Tiggere, som synes at blive flere og flere for hvert Aar og som ere saa vel oplagte til at paaføre Folk en rigtig forargelig Tidsspilde. Og saaledes gaar da den ene Dag efter den anden, og imidlertid skrider Tiden hen; Arbeidet ligger ugjort, og Kræfterne aftage, saa at der snart ikke er Haab om at kunne udrette noget mere.
 
Kontrabogen til Sparebanken medsendes.
 
Lev vel og vær hilset.
 
Kristiania den 3die Mai 1889.
I. Aasen.  
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Kladd, omframt fleire utkast. - /ikke/ - /og nu .... Ørskoug/ - /Jeg .... heller./
 
- Den 4. febr. 1889 fortel M. Aa. om den politiske striden i landet og gjer greie for kvifor han ikkje vart vald til stortings­mann. «Stridigheder inden Venstre» dei siste åra gjorde at 60 tingmenn fekk vera heime. «Som gammel Kammerat af [Johan] Sverdrup troede man mig naturligvis til alt, saa det blev til en Hovedsag at faa mig væk, og jeg blev uforvarende til en Størrelse jeg òg». Han refererer sumt som har vore skrive i blada og gjer greie for korleis nominasjonen i Møre og Romsdal gjekk føre seg. «Men for mig gjælder det kun Sag og ikke Person, og hvad jeg efter min bedste Overbevisning har imod, er at man vil begynde at indføre Parlamentarismen i den Skikkelse, at en Statsraad eller det hele Raad skal vige for en Beslutning der forkaster et Regjeringsforslag, uden at det i eller ved Beslutningen er tilkjendegivet at den har den Hensigt. Og det er en større Sag end man forestiller sig.» Det heile vil enda i «fransk Forvirring». «Her trykkes et lidet Blad, Ugebladet [1888-1902], som Flere har forenet sig om. Lauritz Barstad, en Søn af Gurine er dets Redaktør».
 
- Edvard Liljedahl (1845-1924), lærar, postmeister, stortingsm. og statsråd (1889 og 1912-13).
 
- Per Sivle (1857-1904) kom til Oslo i 1875 og var der for det fyrste til 1879, men etter I. Aa.s dagbøker ser det ikkje ut til at I. Aa. har hatt serleg samband med han.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band II. Oslo, Samlaget 1958. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2009