Kristiania den 24de November.

Bladsjaa. Bjørnstjerne Bjørnson hev i "Dagbladet" skrivet eit Stykkje imot det som eg skreiv her um "Magnhild". Det syner seg no, at eg hev teket i Mist, daa eg meinte, at Bjørnson hadde sleppt "Trui paa Folket". Væl skulde Ein tru, at detta var so, naar ein les "Magnhild," og les den Talen, han heldt i Studentersamfundet. Men alt det Bjørnson her hev sagt, skal berre vera til aa drepa ned denne gamle Ovvyrdingav Bonden, som han sjølv stend til han hev voret med i, men som han no ser er usann. Soleids viser det seg, at Bjørnson hev nett dei same Synsmaatar som eg, og som "Fedraheimen" i Heilo. Eg kann ikkje segja, kor glad eg er med aa høyra detta. Her vil eg skriva upp nokre av dei beste Tankarne, som Bjørnson kjem fram med i Dagbladsstykket sitt, so kann du sjølv sjaa.
 
"Jeg tror paa Gud," segjer han, "jeg tror paa, at vort Folk har en Opgave: ellers afgrænsede og opretholdt Gud os ikke som Folk. Og derfor elsker jeg dette Folk, og jeg elsker mest i blandt dem den Del, som, hvor uvakt, hvor uvidende den endnu er, dog har mest at forløse, det største Eie i vor Fortid og Fremtid" (han meinar:Bonden).
 
- "Det er jeg, som har "Taalmodet," idet jeg taaler at flytte mine Haab længere frem" (framum den Ætti, som no raa'r) "uden at tabe hverken Mod eller Tro." – "Vi har, varmhjertede og i den bedste Mening, underholdt en altfor stor Bondekultus. Jeg kjender mange prægtige Bønder, og det af alle Lag i deres standsskilte Forsamling. Men disse udmærkede Undtagelser – som ogsaa fremtidigt skal styrke min Tro paa et stort, skjønt, norsk Bondeliv, - det maa ikke afholde os fra, stærkere end før at bekjende for dem og os de store Brøst, de daarlige Eftersygdomme af Forladthed, slet Behandling, Armod og Uvidenhedens Hovmod, som grasserer iblandt dem. – Med Skrydet faar det have Slut. Men ikke med Haabet, ikke med Arbeidet, ikke med Sandheden." –
 
Kvart eit Ord er Gudsens Sanning. Du skulde mest ikkje tru, det var same Mannen! Bjørnson skal hava stor Takk fyr Stykket sitt. No veit me daa paa Lag kor me hev honom.
 
G.
 
 
- Jakob Røstvik skriv i "Verdens Gang:" Jeg er vis paa, at ethvert Barn, medens det sidder paa Moderens Fang, er glad i hendes Sprog, og jeg er vis paa, at A. Munch har Ret naar han synger: "Ej Kristi Lære trænger saa ind til Hjærtet i senere Alder, som naar den i bløde barnlige Sind fra Moderens Læbe falder." Jeg er endvidere vis paa, at jo mere Lærerens og Prestens Maal ligner Moderens, des mere Indtryk gjør deres Tale paa Børnene: thi det er sandt, at "Modersmaal er vort Hjertesprog," og at "kun løs er al fremmed Tale." Saalænge et Barn ikke har naaet den Færdighed at tænke paa Norsk, hvad det hører eller læser paa Dansk, er altsammen kun en Lyd for dem, der er glemt, saasnart Stemmen er hendøet. – Jeg ønsker derfor, at der maa gives Børnene paa Landsbygden Anledning til at lære at læse sit Modersmaal i Almueskolen. Hvorfor kunde man ikke tage, om ikke mere, saa kun en Time ugentlig til saadan Læsning. Nu er der vel i vor Læsebogs tredie Skoletrin nogle Stykker paa Modersmaalet. Disse kan formodentlig Læreren bruge til Læsning, saa ofte han vil; men de er for vanskelige for Begyndere, og ellers er de for faa. Kunde ikke Storthinget sørge for, at der blev udarbeidet en liden Læsebog paa Modersmaalet, og at den blev indført i vore Almueskoler? – Hr. Nøstvik hev Rett, nokot slikt maa gjerast. Væl hev me ei Lesebok (av O. Paulson); men baade er væl den paa Lag utseld, og dertil er ho no for gamal. No, daa den norske Bokavlen er so mykje rikare, hev me so mykje meir aa velja i, at Boki kunde verta betre.
 
Nokot slikt maa til. Dei "Prøvur" av Norsk, som me hev i Jensens Lesebok, kann ikkje brukast fyr smaae Born. – Det er i Sanning merkjelegt med denne dansk-norske Skulestyrarvisdomen! I fyrste Skuletidi, daa Barnet er mindst, og sidan utetter, til det paa Lag er ferdugt med Skulen, daa skal Barnet stava paa Dansken ("Modersmaalet"!!), og so, naar det paa Lag hev lært Dansken, so skal det endeleg faa sjaa sitt eiget Maal, - men som "Prøvur," millom Svensk, gamall Dansk og gamall Norsk, liksom det var eit fra mande elder fornt Maal! -
 
Ja, dei kjære Dansknorske hev visst, kvat dei gjorde.
 
- Der er Foernaud i Morgenbladet no, og so borgar det seg Mat upp i Hamar (Stiftstidende). "Signe Maten!" fær Ein væl segja, um me enn ikkje trur, at Morgenbladet just vert feitt av det Slaget.
 
Det er helst Folkehøgskulen, som Stiftstidend-Morgenbladet riv seg ut paa, som Ein kann vita, no daa dei vart so reint svikne i sine Voner um, at Folkehøgskulen var feig. Dei trudde so visst, han maatte døy, naar han ikkje fekk Pengar. Deira Tankar, veit dei, kann aldri liva utan Pengehjelp og Autoritetsstydd, og so trur dei, det er slik med alle andre Tankar au. Dei hev ikke Skil paa Livande og Daudt i Tankevegen. Den eine Tanken kann vera so god som hin, meinar dei,  berre Ein hev Pengar aa setja honom i Verk med. Men er det ein Tanke, som ikkje eig Pengar, so er han feig. 1) Difyr var dei so glade no i Haust, daa Amtsformannskaparne hadde negtat Folkehøgskulen Pengar, og difyr er dei so arge no, daa dei ser, at Folkehøgskulen liver likevæl. No hev Morgenbladet sjølv skrivet so lenge mot Folkehøgskulen, at det hev skrivet seg tomt. Folk her inne skjemmest av aa tyggja lenger paa denne gamle Leksa. Men – dermed er ikkje alle Jomsvikingar daude. Der er Folk paa Hamar, som ikkje skjemmest av aa tyggja paa den gamle Leksa. Og Morgenbladet takkar til, og prentar av alt fort.
 
No nyst var det eit Stykke i Bjørnsgaards Blad "Norge" som var gjort til Tekst fyr slik ei Preike i Stiftstidendi paa Hamar, og som Morgenbladet glefste i seg i same Blunken. Nokot nytt kom der ikkje upp i denne Preika, so me skal ikkje tala større um den. Berre ein Setning der trur me treng um aa koma i Ordskifte, og difyr vil me her draga honom fram.
 
"Norge" hadde sagt i sitt Stykke, at Storthinget burde voret framifraa vart med aa ganga inn paa Amtsskuletanken, av di at han kom fraa Regjeringssida. Mannen i H. Stiftst. meinar, at detta er styggt og usannt sagt. Kann ikkje ein Tanke vera like godkor han kjem ifraa? Me skal døma slike Tankar etter "Sanningi," meiner han, og ikkje etter vaare skilde "Parti-Interesser" (dvs. Serlags-Fyremaal).
 
Detta Snakket er helder aalgjengt millom Folk her hjaa oss. Men det er ugreit og tanketryllt, og hev tilmed i seg ikkje so litet av denne norske Snerpeskapen, som Ibsen refser so godt i "Samfundets Støtter," og som det er bedst aa vera etter aa tyna, kor Ein kann koma til.
 
(Meir).
 
1) Soleids veit me, at sume av vaare Rotstrævarar trøystar seg med, at Maalsaki er so pengearm; ho hev ingen Rikmann med seg, og kor skulde ho daa vinna fram? -
 

Frå Fedraheimen 24.11.1877
Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum