Skule og Upplysning.

 
Maalsaki i Thinget (Møde den 14de Mai. Sag No. 3 (Slutn.)
 
[Del 9 av 9. Fyrste delen.]
 
Arctander: Jeg har faaet Tilladelse til at gjøre opmærksom paa, at Hr. Assessor Løvenskjold udtalte sin Tilslutning til det Forslag, der da fremkom, og som svarer til det Forslag, som her foreligger. Det Samme gjorde Andre, der optraadte mod det da foreliggende Forslag. Jeg skal tillade mig at oplæse en Ytring af Assessor Løvenskjold; han udtalte, at "der var maaske noget Berettiget i denne Klage over, at Skolebørnene ikke fik deres Undervisning i en Dialekt, som de vare vante til at høre; der var unægtelig noget i dette, som var sandt. Det var nemlig, at forsaavidt Bogsproget, naar de kom ind paa Skolen, var dem fremmed, var det forbundet med Vanskelighed, naar Spørgsmaal stilledes dem og Svar afkrævedes dem i Bogsproget. Men hvad udfordres der for at afhjælpe den Mangel? At Skolelæreren iagttog, hvad sund Forstand tilsagde ham, at lempe Undervisningen efter Dialekten, ikke efter det saakaldte Landsmaal, thi det vilde gjøre Tingen meget værre – men efter Dialekten i Bygden." Saavidt jeg forstaar indbefatter heller ikke dette Forslag mere end Ønske om, at det maa blive Lærerne paalagt at lempe Undervisningssproget efter Bygdemaalet. Assessoren slutter sit Foredrag saaledes: "Hvad han ønskede paa Børnenes Vegne var, at Lærerne talte til ham i deres egen Dialekt, som de vare fortrolige med; men at indføre et kunstigt Sprog, et almindeligt af forskjellige Dialekter lavet Maal, som Ingen talte, vilde være en Uting og vilde føre til en fuldstændig babelsk Sprogforvirring." Rektor Geelmuyden, der ogsaa var mod Sprogforslaget, udtalte sin varme Tilslutning til den Sag, der foreligger idag, og det Samme var Tilfældet med den tredie af Modstanderne af det da foreliggende Forslag – Statsraad Motzfeldt. I sit Foredrag udtalte denne blandt Andet: "At Skoleundervisningen skulde tage Bygdemaalet til Hjælp, saaledes som forklaret af den ærede Repræsentant fra Nordland, deri var Taleren fuldkommen enig, men han mente, at det kom af sig selv. Det vilde gjøres, det maatte gjøres overalt, hvor Læreren ikke led Mangel paa sund Menneskeforstand." Naar nu Repræsentanterne fra Landdistrikterne efter sit Kjendskab til Forholdene finder, at dette ikke sker, kan der ikke være nogen Tvivl, tror jeg, om at denne beskedne og forsigtige Begyndelse, som her gjøres, maa finde næsten enstemmig Tilslutning hos Norges lovgivende Forsamling. Som en af Forslagsstillerne maa jeg erkjende, at jeg føler mig mere tiltalt af den Form, hvori Repræsentanten fra Akershus har formet Forslaget, fordi jeg derved føler større Betryggelse, netop naar jeg ser hen til de Ytringer, der have været offentlig udtalte af Regjeringens Medlemmer, Statsraaderne Stang, Helliesen og Bretteville, og hvoraf 2 endnu sidde i det norske Ministerium. Jeg vil derfor helst stemme for den af Sverdrup foreslaaede Form, for at være sikker paa, at dette landsvigtige Anliggende ikke paa nogen Maade bliver begravet eller forsinket længer end høist nødvendig. Jeg har forøvrigt det Haab, at de af de nævnte Statsraader udtalte anskuelser ikke længer har nogen Talsmand hos Regjeringen; thi efterat den samme Regjering har seet Unionsforslaget, under hvis Forberedelse Udtalelsen fremkom, forkastet med en knusende Majoritet i Thinget, kan man vel ikke tænke sig Muligheden af, at saadanne antinationale Anskuelser, som udtales i det dissenterende Votum, nu længere opnaar nogen Talsmand inden Regjeringen. Sverdrups Redaktion giver en større Betryggelse, og derfor stemmer jeg principialt for den; men subsidiært stemmer jeg for Komittens Indstilling.
 
Løvenskiold: Jeg vil blot spørge, om ikke Komiteindstillingen fremdeles foreligger.
 
Præsidenten: Jo.
 
Steen: Jeg vil erklære, at jeg ikke finder Grund til at fastholde Komiteindstillingen ligeoverfor Sverdrups Forslag om Meddelelse til næste Storthing. Jeg har allerede udtalt, at det efter min Mening er et Udtryk for den Tanke, der laa baade bag og i Komiteindstillingen. Hvad angaar det sidste Punkt i Forslaget, har jeg vistnok erklæret, at jeg hverken finder det heldigt eller nødvendigt; men jeg har dog ingen Betænkelighed ved at stemme for det, og jeg for mit personlige Vedkommende har saaledes Intet imod, at Komiteindstillingen betragtes som ændret i Overensstemmelse med Sverdrups Forslag.
 
Præsidenten: Hvis de øvrige tilstedeværende Medlemmer af Komiteen udtaler sig i samme Retning, og Ingen forøvrigt ønsker, at der voteres over Komiteindstillingen, vil Præsidenten anse Komiteindstillingen som frafaldt.
 
Løvenskiold: Naar Komiteens øvrige Medlemmer erklærer sig enige deri, vil jeg ikke optage den oprindelige Komiteindstilling. Jeg vil det saameget mindre, som Ønsket om, at Regjeringen skal indkomme til Thinget med en Forestilling om, hvad den har foretaget i Sagen, jo ligger saa nær forhaanden, at det kun er en naturlig Følge af selve Forslaget. Hvad angaar Forslagets sidste Punkt, at der skal staa: "til næste Storthing", saa er det jo Forslagsstillernes egen Sag, paa hvilken Maade de ønsker det udtrykt. Jeg tror dog, at de færreste tænker sig Sagen saaledes, som den ærede Repræsentant fra Nordre Throndhjems Amt, og tillægger den en saadan Betydning som han. Men da det, han sagde, kun er en enkelt Repræsentants Ytringer, finder jeg mig ikke foranlediget til af Hensyn til dem at undlade at gaa med paa den foreslaaede Beslutning. Hvad angaar den sidste Ytring af Repræsentanten fra Nordland om, at tre Medlemmer af Regjeringen har udtalt en antinational Stemning, saa skal jeg derimod kun protestere. Det er urigtigt og uretfærdigt at komme med saadant: det ligger ikke i, hvad der er citeret og burde ikke fremkomme ved denne Anledning. Jeg skal derom ikke foranledige nogen Debat, men det er uretfærdigt, naar man finder en antinational Stemning i de nævnte Udtalelser.
 
Arctander: Jeg skal kun protestere mod Udtrykket "uretfærdigt" og henvise til det dissenterende Votum, som er indført i Odelsthingsproposition No. 4 for 1868. Jeg tror, Udtrykkene der taler for sig selv og giver fuld Berettigelse til den af mig givne Karakteristik.
 
Smitt: Jeg vil i Anledning af Bentsens Bemærkninger om hans Udtalelser under Debatten igaar erklære, at jeg var fuldt opmærksom paa, at Bentsen udtrykte sig saa, at de omhandlede Ord i Instruxen under en vis Fortolkning kunde forstaaes derhen, at man tog igjen med den ene Haand, hvad man gav med den anden; men Bentsen sagde dog tillige, at Ordene ogsaa kunde fortolkes saaledes, at de gav den Mening, som efter hans Opfatning var den rette. Ialfald optegnede jeg hans Ytringer og fik ikke nogen anden Forstaaelse af dem. Hvad angaar Udtalelserne fra den ærede Repræsentant fra Nordland, saa kan jeg naturligvis ikke benægte, hvad han udtalte om, at der findes Lærere, som ikke gjør, hvad jeg vil kalde deres Skyldighed i dette Stykke, men jeg har ogsaa nogen Erfaring i den Ting, og jeg tror, at det ialfald er undtagelsesvis, at saa er Tilfældet, og det vil jeg sige, at saavidt mig bekjendt, er der ikke fra de overordnede Autoriteter, som man har klandret her idag, øvet noget Tryk for at holde Børnnene til at tale Skriftsproget. Jeg vil i denne Forbindelse gjøre den Bemærkning, at naar der lægges saamegen Vægt paa, at dette Sprog anvendes i Almuskolen, saa er dette vistnok fuldt berettiget; men det kan dog være, at man paa denne Konto ogsaa skriver Mangler, som ikke hører hid. Hvis Lærerne kun formaar at tiltale Børnene enfoldigt, simpelt og hjerteligt, saa vil de nok blive forstaaede af dem. Min Mening er den, at det Maal, som tales af Lærerne i Nordland, ikke ligger saa fjernt fra det Maal, som der tales af Almuen. Med Hensyn til Konklusionens Form vil jeg sige, at efter mine tidligere faldne Udtalelser vilde det stemme bedst med min Opfatning, at man holdt sig til Komiteindstillingen i den Form, hvori den fra Begyndelsen af forelaa. Men da jeg heller ikke kan se, at der er nogen væsentlig Forskjel mellem begge Former, saa kan jeg for min Del nok altid slutte mig til Sverdrups Forslag.
 
Jak. Sverdrup: Jeg vil kun med Repræsentanten fra Nordland afvise eller tilbagevise Løvenskjolds Ytring om, at det skulde være uretfærdigt, naar man i de tre Statsraaders Udtalelser fandt nogen Antipathi mod det Nationale. Jeg vil simpelthen opfordre enhver fordomsfri Mand til at læse de Ord, som staar der, og saa spørge ham, om deri ikke ligger en Antipathi mod det Nationale. Jeg mener, at er der nogen Fare, som truer et lidet Folk, saa er det den at denationaliseres. Er der noget, som et lidet Folk stadig maa vaage over og passe paa, saa er det sin Nationalitet og sin nationale Selvstændighed, og da burde og skulde der ikke fra Styrelsens Side siges Ord som disse, at naar Nationalitetsfølelsen er saa stærkt udviklet og kraftig som hos os, saa bør man ikke gjøre mere for at udvikle Interessen for, Kjærligheden til og Troen paa det Nationale.
 
O. Nilssen: Jeg forlangte Ordet for at erklære, at jeg vil stemme for Sverdrups Forslag. Men i Forbindelse dermed vil jeg ikke undlade at gjøre en ganske kort Bemærkning til. Det er flere Gange bleven udtalt baade nu og tidligere, at de ældre Seminarister bærer sig meget daarligt ad med sin Undervisning; man har sagt, at de knoter, og jeg ved ikke, hvilke andre Benævnelser man har brugt. Jeg vil ikke undskylde disse Folk for, at de bærer sig saaledes ad; men jeg vil dog gjøre opmærksom paa, at de Herrer, der har saameget imod de ældre Seminarister, de kan ialfald ikke vide saa god Besked om, hvorledes man i sin Tid paa Seminarierne har undervist disse Seminarister i dette Stykke. Nu er det ved Seminarierne bedre i saa Maade, og derfor bærer de yngre Semianrister sig ikke saaledes ad; men som Seminarieundervisningen i den ældre Tid var, saa var det at vente, at Seminaristerne maatte tro, at det var den bedste Maade at undervise paa; slig var de jo selv blevne underviste ved Seminariet.
 
Løvenskiold: Hr. Jakob Sverdrup har nylig citeret en Udtalelse af 3 Medlemmer af Statsraadet og fundet, at deri er udtalt en Antipathi mod Nationalfølelsen. Taleren ytrede i den Anledning, at hvis der var nogen Følelse, som maatte og burde understøttes, saa var det Nationalfølelsen. Nu skal jeg læse de virkelige Ord, saaledes som de forekommer i Udtalelsen: "Er der nogen Side af Følelseslivet, som hos den norske Nation i Almindelighed og dens studerende Ungdom i Særdeleshed er stærkt udviklet og ingen ny Støtte tiltrænger, saa er det Kjærligheden til, Interessen for og Troen paa det Nationale." Nu beder jeg enhver fordomsfri Mand at svare mig, om der er Sandhed i den Bebreidelse, som Sverdrup har udtalt ligeoverfor disse Statsraader.
 
Jak. Sverdrup: Jeg skal kun bemærke, at jeg har oplæst Citatet Ord til andet, og naar deri staar, at Kjærligheden til, Interessen for og Troen paa det Nationale ikke behøver nogen Støtte, saa mener jeg, at jeg maa være fuldt berettiget til deri at se en Antipathi mod det Nationale. Jeg staar ved mine Ord.
 
Løvenskiold: Om det Sidste kan der være delte Meninger. I ethvert Fald er Nationalitetsfølelsen for Øieblikket saa stærkt udviklet, at den visselig er den Side af Følelseslivet, som mindst trænger til nogen kunstig Opmuntring. Naar der er Tale om, at den ikke trænger nogen Opmuntring, saa er dette noget ganske andet, end at den, som Sverdrup udtrykte sig, ikke maatte og burde understøttes. Det er to ganske forskjellige Ting.
 
Steen: Jeg kan nu fra et Flertal inden Komiteen udtale, at vi frafalder Komiteindstillingen og tiltræder det af Sverdrup fremsatte Forslag.
 
J. Sverdrup: Jeg vil spørge Løvenskiold, om det er en kunstig Understøttelse at lade det nationale Liv voxe sin egen Væxt af sin gamle Rod, og dernæst vil jeg spørge, om det ikke er kunstigt at modvirke de nationale Bestræbelser, naar de samme Statsraader henleder Opmærksomheden paa, at hvad man skal fæste sig ved, er det store Fædreland, Sverige og Norge. Ingen misforstaar Meningen.
 
Løvenskiold: Her er ikke et Ord om Sverige og Norge.
 
Bentsen: Naar jeg indrømmede, at der kunde gjøres gjældende en mere velvillig Fortolkning af Bestemmelsen i Instruxen, end jeg igaar fremholdt, gjorde jeg det naturligvis i Henhold til Komiteens Indstilling, der gik ud paa, at man turde haabe, at der var Imødekommenhed hos Skolestyrelsen til paa Anmodning at tage denne Plan under fornyet Overveielse og underkaste den fornøden Revision for dette Punkts Vedkommende.
 
Taraldsen: Som Medlem af Komiteen vil jeg tillade mig at oplyse, at ogsaa jeg gaar over til J. Sverdrups Forslag. I Forbindelse med denne Erklæring skal jeg faa Lov til at udtale, at min Betraktning af denne Sag for Tiden falder i det Væsentlige sammen med Smitts. Jeg tror, at for Tiden gaar det visselig ikke saa daarlig i den Henseende rundt om i Landet som tidligere. For længere Tid tilbage var det visselig saa, at Lærerne troede at burde lære og tale i Skriftsproget. Uagtet dette kan jeg ikke finde det Forslag, som er fremkommet, ubetimeligt. De Bestræbelser, som fra Lærernes Side gjøres i denne Retning, tiltrænge visselig en Støtte, og allerede Fremsættelsen af dette Forslag ved jeg har glædet mange Lærere. Indstillingen fra Komiteen, som er velvillig, har glædet de mange Lærere, som arbeide for denne Sag, og jeg vil ogsaa haabe, at det, som bliver Resultatet af en Henvendelse til Regjeringen, vil tjene til at støtte Bestræbelserne. Jeg skal, da saa Mange have talt i Sagen, indskrænke mig til denne Bemærkning.
 
Votering:
 
J. Sverdrups Forslag bifaldtes enstemmig.
 

 

Frå Fedraheimen 26.06.1878

Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum