Fraa Kristiania.

(Brev til Fedrh.)
                         
 
(Slut).
 
Kva den kgl. Militærkommissionen hev for seg er det Ingen som veit. Og Ingen spyrr etter det helder. Det er liksom heile Kommissionen er gløymd. Han var no og so daudfødd som nokon Ting kann vera. Det er ingen, som ventar, at den skal utretta nokot annat enn aa eta upp nokre Tusund Krunur -; for i denne som i alle andre Saker er det Thinget, som hev det siste Ordet og Thinget vil visst ikkje vita av nokot Fjas her, der det gjeld so store Spursmaal. Thinget veit, kva det kann venta fraa den Kanten; det kann den Leksa; men det veit og, kva det sjølv trur og vil. Difor er det Ingen, som spyrr etter den kgl. Kommissionen. Det er Storthingskommiteen, Ein er forviten etter; for det er den, som hev Rett og Myndigheit til aa tala i Saki, og den, som vil verta høyrd av Folk og Thing.
           
Og Hernemndi er so langt komi, at ho berre hev att aa skriva Instillingi. Dette skal Sverdrup gjera, og so skal Nemndi møtast ut i Januar og dryfta og vedtaka Innstillingi. Sverdrup hev lagt eit svært Arbeid paa denne Saki. Saki sjølv var stor, og det vart gjort alt, som kunde gjerast, for aa gjera Arbeidet tungt og saart for han, attaat det, at han var sjukleg og leid vondt av Gikt. Men endaa hev han arbeidt, trufast og utrøytteleg, og skal framleides bera tyngste Byrdi. Det er reint rørande aa sjaa, korleids denne gamle Mannen ofrar seg for Landet sitt, Blodsdrope for Blodsdrope, under stor Liding og under dei tyngste Vilkor. Og so gjeng Folk her og tvilar paa, um han hev gjevet heile sitt Liv, og som han no hev ført frelst gjenom den fælaste Reaktion. . .
 
           
Søren Jaabæk, denne djerve, kloke, merkjelege Bonden, som hev arbeidt seg sjølv upp paa Høgdi av si Tid, og som stend midt i Folket, friare, klaarare og sannare enn dei fleste av dei, som skulde vera Kulturberararne i Landet, - hev gjevet ut ei Bok, som han kallar Varme Piller til Brug mod de kolde Rivninger, som Novemberforeningen fremavler. Boki er udgiven af en Niende-Juni-Forening og utkomi hjaa M. Askeland i Kristiania. Det er ei merkjeleg Bok, klaar og djerv som Jaabæk sjølv, full av Tankar og Innfall, med mange historiske Upplysningar og Hermingar og overlag forvitneleg aa lesa. I Bokhandelen er ho endaa ikkje komi; kanskje dei fine konservative Kristianiabokhandlarar ikkje vil selja ei so republikansk og fæl Bok; men Ein fær henne, naar Ein skriv til Bokhandlar Askeland og sender Pengar 1) . Eg skal her gjeva deg ein Munnsmak av Boki; du vil strakst kjenna at ho er av eit annat Slag, djervare, meir uvyrdslegt-fritalande, enn det du fær til kvardags.
 
I alt godt, skriv Jaabæk mill. A. er enhver af Guds Naade det han er, det er ikke en Forret paa Konger alene; noget absolut kan ikke heraf udledes. Og naar Kongerne vil være betragtede som Guder, da viser dette et hovmodigt Magtbegjær. Kong Karl Johan er inde paa det samme. I Anledning af Kong Karl den 13des Død siger han til Nordmændene i 1818: Som fri og selvstændige skulle I paa den værdigste Maade hylde den Fyrstes Minde, som Vi med Eder begræde, og hvis forklarede Aand vil, som en beskyttende Guddom, svæve over et lykkeligt Folk - - - (se Storthingsforb. Febr. S. 118). Karl den 13des Aand bliver sammenligned med en - - - Guddom, og faar paa denne Maade Rang med Oldtidens Gudekonger. At Karl Johan ogsaa vil som en beskyttende Guddom svæve over Norge, hvo vil formaste sig til derom at tvile? Men hvis hans Grundlovsforslag, der vilde have ødelagt Norges Frihed, var bleven antagne, mon da hans Aand som en Guddom vilde have svævet over et lykkeligt Folk? Ak nej! thi da havde Kongen faaet Lov-Vetoet absolut, og han var forsaavidt bleven Enevoldskonge.
-         - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
 
I 1818 skrev Kong Karl Johan i Forhold til Norge: at fra første Øieblik af Foreningen med Sverige, har det været Vor kjæreste Bestræbelse at forsvare Eders Frihed, Eders lovlige Rettigheder og Rigets Selvstændighed - - - - Samme Tænkemaade skal lede alle Vore Skridt for Fremtiden - - - ( Storthingsforb. Febr. S. 118).
           
Naar man nu ved, at han i 1814 skrev:
           
Tror Kommissærerne at kunne give Mig 40,000 Mand og mindst 6 Millioner i Penge, skal jeg tvinge Nordmændene til ei at gjøre Fordring paa andre Rettigheder, end som et erobret Land kan vente. (Schinkels Minnen VIII). Men endnu kan berettes noget, som er værre:
           
I 1833 siger Kong Karl Johan til den østerrigste Minister i Stockholm:
           
Aristokratiet maa være stærkt; man maa sætte mægtige Dæmninger for den demagogiske Strøm. Kain og Romulus saadanne Aristokrater trænge vi til; de betænke sig ikke paa at udgive sine Brødres Blod. Tak i mit Navn Hr. Metternich for hans ædle Bestræbelser for at bekjæmpe de revolutionære. Keiseren af Rusland og han er Europas Frelser. ( Berg. Tid. Nr. 202, 1880.)
           
Forfærdelige Lære; er det ikke netop Macchiavellis vanvittige Udsagn, som foran er meddelt? Tænk at anprise Kain som Mønster og Romulus som et priseligt Exempel, begge Brodermordere. Kain er Opfinder af Krig, Romulus hans værdige Efterfølger og Kvinderøver. Som Soldat skal Jean B. J. Bernadotte fra Pau have tatoveret en Jakobinerbue paa sin Arm, og sat den Indskrift til:
           
Død over alle Konger.
           
Naar man nu ved dette, og man ved, hvilke ødelæggende Grundlovsforslag han fremsatte i 1821 til 1833, saa ved man hvad Kongemagten som en beskyttende Guddom vil sige.
-         - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
 
Den store Reformator og Menneskekjender Morten Luther har ogsaa skreivet om Fyrsterne; det spørges hvad? I sin Bog om den verdslige Øvrighed siger han:
           
Og I skulle vide, at fra Verdens Begyndelse har en klok Fyrste været en skjelden Fugl, og en god Fyrste endnu skjeldnere. Det er for det meste de største Narre, eller de værste Skurke paa Jorden, derfor maa man altid være belavet paa det værste af dem og kun haabe lidet godt af dem. . . . . Han mener videre om dem, at de er Bøddelknægte, udsendte af Guds Vrede.
           
Videre siger Luther om Fyrsterne:
           
Men jeg vil troligen raade de forblindede Folk, at de se sig fore, og vogte sig for det lille Sprog i den 107 Salme: Han udøste Foragt paa Fyrsterne . . . En stor Del deraf er allerede begyndt. Thi der er meget faa Fyrster, der ikke ansees for Narre eller Skurke. Det kommer sig deraf, at de vise sig saaledes; og den almindelige Mand bliver forstandig, og den Fyrsternes Plage, Foragtelse, gaar vældig frem, og jeg frygter for, den kan ikke stanses, uden Fyrsterne begynde at regjere fornuftigen. Man taaler ikke, man kan ikke, vil ikke taale længer Eders Tyranni og Kaadhed, kjære Fyrster og Herrer. Derefter vider at rette Eder. Gud vil ikke længer have det. Det er ikke mere den Verden det var før, da I jog og drev Folk som Vildt.
 
Um Novemberlaget fær Ein vita baade eit og annat; soleids hev den gamle Formannen Fabritius skrivet til ein Novemberagent paa Mandalskanten, at vi (Novembermennerne) er for Sagens Skyld umættelige paa Midler som et andet Missionsselskab. Eit politisk-bakstrævande Missionsselskap, umettelegt etter Pengar der hev me Novemberlaget, dømt av sin eigen Formann. Um det absolute Veto skriv Jaabæk mykje godt; like eins hev han ei lang Fortolkning og Umdiktning av Udiktet Til Norges Folk. Mange vil lesa denne Boki, og det vil vera fleire, som likar henne no, enn det vilde ha voret for 6 Maanadar sidan!
 
           
Justitsdepartementet hev gjort eit stort Styvings Verk, daa ho klagad N. J. Sørensen for Høgbrot. Av fleire Grunnar kann Ein segja dette, men ikkje mindst fordi Departementet dermed gav Sørensen Tilføre til aa skriva og upplysa mykje meir um Kongedømet, enn han hellest hadde kunnat gjort. Sjølve Forsvarsskriftet hans er godt og upplysande. Og so al den Dokumentationen! Østlandsk Tidende hev i seinare Tid havt slik ei Mengd av forvitnelege Upplysningar um Kongedømet og um det, som fyrr hev voret sagt, skrivet og diktat um det at Ein gjer seg sjølv reint ille imot, um Ein ikkje les dette Bladet. Men alt dette vil gjera utrulegt til aa læra Folk upp til aa tenkja fritt um Kongedømet og Republikken. Kongedømet er ille tent med, at sovorne Ting vert framdragne; det liver best og mest rolegt, naar Folk ikkje veit um slikt og ikkje tenkjer paa det. Men no vert Folk nøydd til aa baade vita og tenkja, - og det hev Justitsdepartementet gjort. Justitsdepartementet bør hava Tillitsvotum av alle Republikanarar i Landet. Det hev gjort meir enn nokon, ja iallfall likso mykje som Bjørnson, til aa setja Republikken under Diskussion. Hr. Sørensen skal ikkje vera misnøgd med det som er hendt; aaleine hadde han knapt fenget nokon Diskussion i Gang; for Folk her i Landet er avvande med aa tenkja og tala fritt um store Spursmaal; men med Departementshjelp, slik som den han no hev fenget, vil han utretta store Ting.
           
Amtmann Smith hev og hjelpt nokso godt til. Det er hans Skuld, at kvar norsk Mann no veit og maa tenkja etter, at med eit arvelegt Kongedøme kann Ein faa ein Tulling paa Truna. Altso eit heilt Folk i Kontrakt med ein Tulling, ein Tullings Paafund sett upp mot eit heilt Folks Vilje, eit Folks Framgang avstengd, fordi Tullingen ikkje forstend, at Framgangen er god -! Det gjev mange Tankar, dette. Hadde ikkje Amtmann Smith voret, so hadde det berre voret dei 10-12 Borgararne i Namsos, som hadde fenget høyrt Skulestyrar Hægstads altfor sanne Ord!
           
Den, Vaarherre vil øydeleggja, gjer han fyrst galen.                                                            
 
r.
 
1) Ho kostar 40 Øyrur sendt i Posten 50 Øyrur.