Den høgre Skule og Folkemaalet.

 

(Del 1 av 4.) 

 

Um dette hev Professor i norsk Folkemaal Moltke Moeskrivet eit Stykkje i Tidsskriftet Vor Ungdom, som Melding av Garborgs og Mortensons Lesebok.

 

Daa dette er den Mannens fyrste Ord um dette Emne, som er aa sjaa, hev me trutt at det vil vera forvitnelegt aa vita kva han hev aa segja.

 

Me er so frie aa trykkja av Mesteparten av det:

 

Det saakaldte Landsmaal eller Normalmaal har ikke bare oprørt de ”filologiske Samvittigheder” i vort Land, men hvad mer er den dannede Almenheds Bevidsthed, og det fra Bunden af. Saa godt som fra sin Fødsel har det ligget i Krig med denne Magt, uden Fred og uden Vaabenstilstand. Stilnede Striden af for en Stund efter hvert af de store Slag, saa var det bare for at suge ny Næring under en skjult Guerillakamp. Blader man igjennem vore Tidsskrifter og Tidender, skal man ikke finde mange Aargange, hvor Maalsagen ikke i en eller anden Form har været paa Bane, og kunde man gaa vor Udvikling i disse Aar efter i alle dens Enkeltheder, vilde man ikke alene paa de fleste Punkter se Sprogstridens Mærker, - man vilde ogsaa opdage, at de var af langt større Udstrækning og langt dybere Indflydelse, end den almindelige Mening véd af. Sprogspørgsmaalet er nerven i mer end én af Tidens Brydninger paa Aands- og Samfundslivets Omraader og en medvirkende Faktor i endnu flere. Spørgsmaalet er vokset op til en Magt af Rang i vort Samfund.

 

Forklaringen ligger i vor eiendommelige sproglige Stilling; og i Hovedsagen blir den den samme, enten Blikket fortrinsvis fæstes paa den ene eller den anden Side, paa Landsmaalsbevægelsen eller paa den dansk-norske Udvikling, - thi denne sidste har sin fulde og store Del i Magten, som den har havt det i Striden.

 

Det er at sætte Sagen paa den yderste Spids, det at tale om to Racer og to Kulturer i vort Land; der blir Od og Braad nok tilbage, naar det maa erkjendes, at vort Folk praktisk talt har to Modersmaal, saa nærstaaende disse er. Maa det end medgives, at Grænserne mellem Landssprog og Bysprog, navnlig da Almuemaalet i Byerne, ofte er høist usikre og flydende, tænker jeg, man ogsaa maa vedgaa, at Forskjellen er velsaa stor mellem vore Landskabsmaal og de dannede Klassers Talesprog, som mellem dette og Skriftdansken. Fra et praktisk Synspunkt ialfald maa det derfor siges, at Landboen har sitModersmaal og Byboen sit, paa samme Tid som de er fælles om et Skriftsprog, der – om ogsaa i høist ulige Grad – er forskjellig fra begges Talemaal.

 

At vort oprindelige danske Skriftsprog skiller sig ud, og det meget betydelig, fra Landbefolkningens Tale, er alle enige om, og i denne Forskjels Oprindelse ligger samtidig, at vort Folkemaals Stilling og Opgave er en anden end Folkesprogets i vore Grandelande. Men med al Anerkjendelse af den store Gradsforskjel i Uligheden tør det ogsa for Bysprogets Vedkommende hævdes, at vort Skriftsprog i væsentlige Dele ikke falder sammen med Talesproget, - jeg drager fraden Forskjel, som flyder af Talens og Skriftens naturgivne Forhold til hinanden. Ser man bort fra Skjønlitteraturen – som dog, ved Sidenaf Pressen og den skriftlige Sprognytning Mand og Mand imellem, er den, som øver størst Indflydelse – og fra nogle populære Skrifter, nærmest rettede til Almuen¹), hvor langt er saa vort øvrige Bogrige naat i Norskhed? Hvor er i disse Grene af Litteraturen de ”norske Bøininger, de tusender af særlig norske Ord og Vendinger”, som gjør sig gjældende i Byernes Talesprog, - for ikke at nævne Retskrivningen og de faktiske Lydforhold? Selve Bladene, hvis Virksomhed i saa mangt jævnstiller dem med Samtalen og den mundtlige Meddelelse, hvor langt er de fremme, navnlig i Ordføining, Stil, Tone, men ogsaa i Ordforraad?²) Og nu en videnskabelig Afhandling, en Præken, et akademisk Foredrag – vilde de ikke, selv med de sædvanlige Norskheder, slutte sig adskillig nærmere til Danmarks Skriftsprog end til vort Bymaal? Jeg miskjender ingenlunde den forskjellgie Sfære og det deraf farvede Foredrag. Men naar Forskjellen i Sprogtone blir en væsentlig og overgaar Forskjellen i Emne, naar den norske Tone først falder usøgt i Pennen med et hjemligt, ud af det nationale eller daglige Liv grebet Stof – og selv dette gjælder jo uden mange Undtagelser alene vore fremragende Forfattere -, da har vi heri gyldige Vidner for, at vort Skriftsprog ikke paa meget nær er, hva det skulde være, selv for Byernes Talesprog. Dette har dog fra sin Fremvækst bevaret en gammel Norskhedsarv, om saa denne en torde være mindre end man undertiden mener, - og i stigende Omfang sprænger stadig nyere Norskhedselemente igjennem.

 

Vi har altsaa en stor Kløft mellem Bygdemaalene og Skriftsproget, en noget mindremellem Bygdemaalene og Bymaalet og en meget mindre, tilmed af skiftende Bredde og Dybde, mellem Bysprog og Skriftsprog. Ingen af disse Kløfter er lette at fylde, og selv ved den sidste tør der trænges Hjelp fra det Hold, som disse Linjer peger mod. Men Hovedkløfterne og de, som vil være vanskeligst at komme over, ligger mellem Bymaal og Skriftsprog paa den ene Side og Folkemaalet paa den anden. Vi har alle set dem og frygtet dem, og vi har længe vendt Øie og Haab mod Fremtiden som den eneste Hjælper. Men skal Hjælpen komme, og komme tidsnok, er det nødvendig, at den forberedes. Fremtiden ligger i Skolen, og der maa Saaningen ske. Botemidlerne for de Onder, som flyder af Bogmaalets Afvigelse fra Bygdemaalene, maa findes afAlmuskolen. Men den høiere Skole har og maa have den Opgave at muliggjøre en Mindskning baade af Kløften mellem Bysprog- og Bogsprog og af den, som her nærmest vedkommer oss, mellem Byernes Maal og Landskabsmaalene. Thi alene iBarneaanden kan en Sprogfølelse, kraftig og klar nok til at blive afgjørende for Livet, skyde Rod og Vækst, og under Sprogforhold som vore maa jo Børnene for en stor Del udenfratilføres ikke blot selve det nationale Maalstof, men ogsaa Sansen for Stoffets Norskhed. Det gjælder Kjendskabet til og kan hænde ogsaa Agtelsen for Folkemaalene – helt kan neppe heller Byerne undtages – det, at de visselig ikke tør siges at være gjængse og givne blant vore dannede Klasser. Det bedste Vidnesbyrd ligger i selve de opvoksende Byslægters Haandhævelse af Bogmaalet som Sprogmiddel. I stadig større Maal bruger disse Kuld norske Elementer i sin utvungne Dagligtale; men tager de Pennen fat, - kommer de under den Tankens Tugt, som er uadskillelig fra den skriftlige Udarbeidelse, mægter deres Norskhed da i Almindelighed at skaffe sig Udslag annerledes end gjennem en og anden Vending, et og andet Ord falder ikke den store Mængde samtidig ind under BogmaaletsTugt, ude af Stand til at forlige sin uklare Dragning mod en norskere, hjemligere Form med Bogsprogets tillærte Regelbundethed og Harmoni? Og forsøger de paa det, vil Følgen som oftest blive, at begge Elementer kommer lige slet til sin Ret. Herkan Skolen med Skjønsomhed og Forsigtighed gjøre meget, og om den saa bare kunde udrette noget, ja lidet, var det Tak værdt; alene gjensidig Kjendskab og Agtelse for hverandres Sprog vilde være et stort Fremskridt.

 

 

Vægrer Skolen sig for at anerkjende Opgaven, kræver man i Børnenes Navn den høiere og lavere Skole fredlyst for alle, som man har kaldt det, sproglige Experimenter, saa skyder man i bedste Fald Haabet om at faa Kløften fyldet. Haabet om et fællesnorsk Sprog ud i en endnu fjernere, uvissere, mer taaget Fremtid. Vil man Maalet – og derom hersker der jo kun Enighed iblandt oss -, maa man ogsaa ville Midlerne. ”En viss Grad af Sprogkonfusion d. e. Sprogblanding kan verken indenfor eller utenfor Skolen undgaaes, ifald man tror, at vi børstile mot en Sprogenhet som et Fremtidsmaal. Et saadant Maal naas ikke med mindre Offer” ³)

 

Uanset de Fordele, som vil følge af en Sprogenhet, hvis Betydning vel neppe trænger Udredning for nogen, som lever under vore nuværende Sprogtilstande, torde der i selve Kløften ligge Farer af den Art, at der kunde være Føie til at sande det gamle Ord: Det er bedre at en lider end mange, - Farer af social og af politisk Natur. Over den høiereSkole, som vi her sigter paa, vil dog Lidelsen i ethvert Fald ikke gaa ud. Om den overhoved vil mærkes, tør den mer end tilstrækkelig opveies af den Vinding, som en Optagelse af Kravet vil medføre ogsaa for Skolen og for Eleverne selv.

 

(Meir.)

 

¹) Saasom Asbjørnsens Fornuftig Madstel, Schübelers Havebog, Siegw. Petersens historiske Arbeider og enkelte andre.

²) Særlig ligger Mængden af konservative Blade nede i denne Henseende, og dog kan det hænde, at det Hensyn, som Verdens Ganghar taget til Norskheden, er en ikke uvigtig Medvirkning til dens Udbredelse.

³) P. Voss i V. U. 1885, S. 89.


 


Frå Fedraheimen 21.04.1886
Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum